Når du bevæger dig rundt i en krigszone, er det ikke kun beskydning fra luften eller fra fjendtlige stillinger, du skal tage dig i agt for. Der kan også meget vel ligge bomber og miner i det landskab, du kører eller går igennem. Og det kan få dødbringende følger at komme i nærkontakt med dem.

Derfor er minerydning af enorm betydning både under og efter kamphandlinger.

På dansk grund har den jyske vestkyst budt på en hel del minerydningsarbejde gennem årene. Men ellers er det krige i udlandet, som har givet travlhed for Danmarks mine- og ammunitionsryddere, især fra 1990’erne og frem.

I krigene på Balkan var landminer et ofte benyttet våben, og de udsendte danskere fjernede masser af miner på vegne af FN. Herfra fortsatte nogle af minerydderne over i humanitær minerydning, hvor navnlig Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp etablerede indsatser i adskillige krigszoner rundt omkring i verden.

Landminer består overordnet set af to typer:

Personelminer: Forholdsvis små miner, der er beregnet til at springe, når en person berører dem, f.eks. ved at træde på dem.

Panserminer: Forholdsvis store miner, der er beregnet til at springe, når en kampvogn kører hen over dem.

Minerne kan indgå i store minefelter, der tager lang tid at rydde og derfor forsinker en fremrykkende fjende. En forbandelse ved de fleste af dem er, at de bliver ved med at fungere, selv når en militær konflikt er ophørt. På den måde kan f.eks. kornmarker være utilgængelige for civilbefolkningen i årevis. Det er her, at de humanitære organisationers minerydningsprojekter gør en stor forskel.

I bogen “På sprængfarlig mission” er der mere om disse projekter.

Du kan i bogen også læse om en ny farlig modstander, som danske mine- og ammunitionsryddere mødte lidt inde i det 21. århundrede, nemlig vejsidebomberne. Vejsidebomber minder om panserminer, men er “improviserede”, hvilket betyder, at udformningen af dem kan variere fra bombe til bombe. Vejsidebomberne benyttes bl.a. af terrororganisationer og har gjort ondt på de vestlige magter i både Irak, Afghanistan og Mali. Til gengæld har bl.a. Danmark efterhånden opbygget stor ekspertise indenfor rydning af vejsidebomber.

På de hjemlige breddegrader er der fredeligere, men Forsvaret har ikke desto mindre skullet eliminere masser af efterladte bomber og miner. De har altovervejende stammet fra Anden Verdenskrig. Det klart største minerydningsprojekt i nyere tid var rydningen af de tyske felter på den vestjyske halvø Skallingen. Arbejdet tog seks år og var besværligt pga. klitlandskabets utilregnelighed. Men projektet var obligatorisk, fordi Danmark i 1997 havde ratificeret Ottawa-konventionen. Den påbyder de underskrivende lande at fjerne alle udlagte personelminer indenfor deres grænser.

Samtidig har Danmark og over 150 andre nationer lovet ikke at benytte sig af personelminer i krig. Den aftale har Rusland holdt sig ude af, og i Ukraine har russerne foretaget massive mineringer af de områder, de har forladt. Der vil uden tvivl være behov for minerydning i Ukraine i mange år frem, og de danske mine- og ammunitionsryddere er allerede efterspurgt der. Også dette omtales i “På sprængfarlig mission”, som udkommer i 2023.

Der foregår desuden masser af minerydning til vands – det kan du læse om her.